Hvem er vi
Dyr
Kontakt

Fritter

 

ADRENAL SYGDOM HOS FRITTER


Forstørrelse af binyrerne hos fritter
Ses hos midaldrende til gamle fritter (variation 1-7 år)
Ses hos både hanner og hunner
Oftest en godartet form for hyperplasi (vækst) af binyrens bark, men der kan også være godartede eller ondartede kræftceller. (I 2 ud af 127 tilfælde var der sket spredning til andre organer)


Symptomer:

 

  • Hårtab, dette starter ofte sidst på vinteren eller i det tidlige forår. Hårtabet breder sig oftest fra hale og derefter op ad kroppen indtil der kun er hår på hoved, hals og ben. Dette er oftest en fremadskridende proces, men det ses også at der vokser hår ud igen på tidligere bare pletter. Hårtabet vil så fortsætte den efterfølgende sæson.
  • Huden kan være rød og kløende i 1/3 af tilfældene.
  • Vulva (de ydre kønsdele) kan hæve op hos hunnerne
  • Urinering kan blive et problem hos hannerne pga. en forstørret prostata.
  • Huden bliver tynd
  • Muskelmassen svinder
  • Svaghed
  • Øget aggression
  • Total afkræftelse
  • Adfærd, urinmarkering og parringsadfærd
  • Drikkelysten kan være øget
  • Maven, fedt kan ophobes i maven og give et hængemave udseende


Diagnosen: Stilles oftest ud fra de kliniske symptomer, men for at udelukke andre sygdomme (især insulinom, kræft i bugspytkirtlen) bør der tages blodprøver, røntgen og evt. scanning. Der kan tages forskellige prøver der kan pege i retning af adrenal sygdom så som måling af østrogener (36% har forhøjede blodværdier) og androgener samt cortisol niveauet i urin og i blod. I ca. 50 % af tilfældene kan en eller to forstørrede binyrer ses ved scanningen. Ved bortoperation af den ene eller begge binyrer, skal disse sendes til histopatolog, der kan stille den endelige diagnose. Denne vil også kunne sige hvilken form for vækst der er tale om. Der er ingen forskel i de kliniske symptomer om det er en ondartet eller godartet vækst.


Terapi: Medicinsk terapi eller kirurgisk fjernelse af ene eller begge binyrer.


Kirurgisk: dette vælger de fleste da denne metode er helbredende, der er dog ca. 10
% af de opererede fritter der ikke overlever og dør kort tid efter indgrebet. Årsagen til dette er ukendt. For det meste er det den venstre binyre der er forstørret, og så fjernes kun denne. Den er nogenlunde let tilgængelig. Hvis det er den højre binyre, fjernes ofte kun en del af den, da den sidder meget tæt op ad et stort blodkar, og der er risiko for beskadigelse af denne ved operationen. Hvis begge er forstørrede, fjernes den venstre og en del af den højre, dette giver dog en større risiko for komplikationer efter operationen. Fritter klarer sig meget godt uden deres binyrer. Når disse er fjernet vil de kliniske symptomer forsvinde, hårene gror ud igen (for de flestes tilfælde), vulva svinder ind og fritten får sit normale aktivitetsniveau igen.


Medicinsk: denne metode er ikke helbredende men den fjerner de kliniske symptomer. Der er to forskellige slags medicin der bruges, den ene får de hurtigtvoksende binyreceller til at dø og den anden fjerner virkningen af de hormoner der frigives fra binyren.
Det første middel er Lysodren (mitotan).
Ulemper ved Lysodren:

 

  • nogle fritter får kvalme (opkast, diarre, ingen ædelyst)
  • ikke virksomt hos nogle fritter
  • livslang medicinering pga binyrekirtelvævet gendannes
  • denne livslange udgift kan i visse tilfælde koste det samme som operation.
  • kan medføre svær hypoglykæmi (sukkerniveau i blodet meget lavt)


Det andet middel er Lupron, dette skal gives hver 4-6 måned, dette er generelt mere sikkert end Lysodren, men det er ikke altid virksomt. Lupron fjerner kun symptomerne men gør ikke noget ved årsagen til symptomerne.

 

Forfatter: Dyrlæge Rikke Nora Rosenkvist Hansen, Kongelundens dyreklinik

Kongelundens Dyreklinik ApS - Kongelundsvej 272 - 2770 Kastrup - Tlf.: 32 52 07 60 - kongelundensdyreklinik@hotmail.com