Cushing

Hjerte- og lungeorm
Kennelhoste
Smitsom leverbetændelse
Hundesyge
Parvovirus infektion

Fodring ved diarre

Mb Cushing

Mb Cushing er en sygdom, der opstår, når kroppen gennem længere tid har været udsat for forhøjede mængder af binyrebarkhormon. Cushing kaldes også hyperadrenocorticisme. To små kirtler (binyrerne), der sidder tæt på nyrerne, er årsag til denne sygdom. De overproducerer cortisol, der er et hormon, og dette hormon er årsagen til symptomerne på sygdommen. Cushing ses især hos ælder hunde over 5 år og ofte mellem 8 og 11 år og især hos boxer, terrier, gravhund og puddel. Selvom cushing er den hyppigste form for hormonel lidelse hos hund, er den stadig relativ sjælden.

Der er 3 former:

1. Hypofysær form, en hjernestyret form, hvor en del af hjernen, hypofysen, sender besked via et hormon, ACTH, til binyrerne om at danne binyrebarkhormoner. Der sendes for meget ACTH ud i blodet. Dette er den hyppigste form, og den er årsag til ca. 85 % af tilfældene.
2. Hypofysen danner overordnede hormoner, der styrer andre hormonproduktioner i kroppen.
   Overproduktion af binyrebarkhormon direkte fra binyrerne, på grund af en svulst i den ene eller begge binyrer (oftest hos store hunderacer og oftere tæver end hanner)
3. Behandling med binyrebarkhormoner, kaldes også iatrogen cushing.

Symptomer:

• øget drikkelyst og urinering
• øget ædelyst
• pelstab, der ofte er ens på begge sider (symmetrisk) af hundens flanker, rotte hale (tab af pels på selve halen)
• sløvhed og nedsat kondition
• muskelsvaghed og udtynding af muskulaturen, dette gælder også hjertemuskulaturen
• øget bug omfang, der skyldes en forstørrelse af leveren og fordi ligamenterne, der strammer maven op, afslappes
• mineralisering af huden (calcinosis cutis)
• udtynding af huden, der gør huden mere modtagelig for infektioner og sår, kan føre til en generaliseret hudbetændelse
• mange sorte fedtpropper, der sidder i hårsækkene på bugen (= komedoner)
• halser meget
• mindskelse af hundens testikler
• smerter fra og eventuelt brud på de lange rørknogler
• ændring af mineralindholdet i blodet

De fleste hunde har flere af symptomerne på samme tid. Nogle racer, især labrador, udviser ofte ikke symptomer i huden.

FØR:

Boffi, 11 år gammel Chavalier King Charles spaniel, der har cushing. den bare plet der sidder bagerst på ryggen er efter en operation, hvor hårene efter flere måneder stadig ikke er groet ud igen. De andre og mere fugtige pletter er betændelses tilstande i huden og desuden er der mineralisering af huden i disse steder. Boffi er nu i behandling med Vetoryl®.

EFTER: Boffi efter behandling med Vetoryl® i ca. 5 måneder.

Diagnose:
Der skal tages urinprøver og blodprøver for at stille diagnosen. Desuden kan der tages røntgen, og der kan laves en scanning, hvis der er mistanke om, at det skyldes en kræftknude i binyrerne.
Morgenurin opsamles to dage i træk, og denne indsendes til et laboratorium, der måler på cortisol/creatinin ratio. Hvis urinprøven bekræfter mistanken, skal der tages blodprøver, for at finde ud af hvilken form for cushing, der er tale om. Dette har en betydning for behandlingsformen. Første blodprøve er en low dose dexamethason test. Der tages en blodprøve om morgenen, og lige efter indgives dexamethason i blodet. 8 timer senere udtages en ny blodprøve. Dexamethasonen skal nedsætte cortisol niveauet i blodet. Hvis det ikke sænkes, er der tale om cushing. For at skelne mellem den hypofysære og den binyrebetingede form, laves en high dose dexamethason test. De fleste hunde med en hypofysær form vil have en cortisol suppression ved denne test. Der kan også laves en ACTH stimulationstest, din dyrlæge vil vurdere, hvilken test der er bedst egnet til din hund.
En almindelig blodprøve, der f.eks. tages før en operation, vil ofte vise forhøjet ALP, ALT, cholesterol og glukose. De første 3 værdier fortæller, hvordan leveren har det, og den sidste er blodsukkerniveauet. Desuden kan der være neutrofili, lymfopeni og eosinopeni, disse værdier fortæller noget om antal og forholdet mellem de hvide blodlegemer i blodet. Urinen er ofte meget tynd.

Behandling:
Cushing kan behandles medicinsk eller ved operation, hvis det er den form, der skyldes svulster i binyren. Operationen er svær, og den kræver en erfaren kirurg. Herhjemme opereres der ikke for den i hypofysen.
Den medicinske behandling er derfor den mest almindelige.
Der bruges ofte et celledræbende stof mitotane, der kaldes Lysodren®. Det påvirker derfor både svulster i hjernen og i binyrebarken. Dette er ikke et ufarligt stof, og hvis der gives for meget risikerer man at hunden får Addisons sygdom, hvilket betyder en for lav produktion af binyrebarkhormoner. Dyrlægens anvisninger skal derfor følges nøje og under hele behandlingsforløbet, skal der tages kontrol blodprøver. Der skal desuden indhentes tilladelse fra lægemiddelstyrelsen for at bruge Lysodren®.
Bivirkninger ved Lysodren®:

• opkast
• dårlig mave
• sløvhed
• depression
• slingerhed

Bivirkninger ses især ved overdosering, og hvis der observeres en eller flere af disse, skal dyrlægen kontaktes straks.

Hvis hunden ikke kan tåle Lysodren®, kan der forsøges at behandle med Nizoral®, der er et svampedræbende middel med den side effekt, at det hæmmer hormonproduktionen i binyrerne.
Hvis Cushing skyldes behandling med binyrebarkhormoner, seponeres behandlingen langsomt, så der bliver en udtrapningsperiode.

Nyt middel: Trilostan (Vetoryl®) er et nyt stof, der stopper dannelsen af binyrebarkhormoner i binyrerne, uden dog at ødelægge cellerne i binyrebarken. Dette stof virker hurtigt på æde- og drikkelyst, urinerings trang og aktivitetsniveau, mens virkningen på hud og den hængende mave tager længere tid. Dette er dog det samme for Lysodren®.

Prognose (fremtidsudsigter for din hund):
Hvis cushing ikke behandles, kan sygdommen udvikle sig livstruende. Der kan udvikles alvorlige hjerte-, lever-, og nyreproblemer, sukkersyge og neurologiske problemer.

Den medicinske behandling er ret effektiv og 2/3 af de hunde, der behandles, får det mærkbart bedre. Symptomerne tager ofte 3-6 måneder om at forsvinde.

Hjernesvulsterne kan være ondartede, og disse kan så sprede sig til andre organer. Dette giver dårlige fremtidsudsigter for hunden.

Hvis årsagen er behandling med binyrebarkhormoner, skal sygdommen, der er årsag til behandlingen, behandles med anden medicin, hvis det er muligt. Hvis ikke må man se, om symptomerne kan svinde ved at nedsætte dosis af binyrebarkhormonerne. Hvis intet af dette er muligt ,er fremtidsudsigten ikke så god for hunden.

Differential diagnoser (andre sygdomme der kan give nogle af de samme symptomer):

• nedsat skjoldbrugskirtel funktion
• sukkersyge
• nyresvigt
• leversygdomme
• livmoderbetændelse
• kræftknude i testiklerne (især hos hanhunde med testikler i bughulen)
• forøget mængde calcium i blodet

Hjerte- og lungeorm hos hund

Hjerteorm og lungeorm:
Angiostrongylus vasorum er det latinske navn for hjerteorm og Crenosoma vulpis er det latinske navn for lungeorm hos hunden. Begge parasitter findes hos hunde, ræve og andre arter indenfor Canidae-familien (hundelignende dyr). De har en indirekte livscyklus, hvilket betyder, at de ikke kan smitte direkte fra hund til hund. Der er en mellemvært, en snegl, som parasitten skal igennem, før den kan optages og udvikles i hunden. Hvis sneglene ædes af gnavere eller frøer, kan overførslen til hunden også ske via disse dyr. De voksne parasitter, der begynder at udskille æg, der klækkes inde i hunden og derefter kommer ud som larver fra hunden. Larverne kryber ind i snegle og ringen er sluttet. Begge former for parasitter giver sygdomstegn fra åndedrætsorganerne og eller hjerte-kar systemet, men det er kun hjerteormen, der er potentielt dødelig, eller som kan give alvorlige lungeskader. Lungeormen giver mildere symptomer. Infektionen kan påvises ved at lave en prøve på afføring, der er opsamlet 3 dage i træk. Årsagen til, at det skal være afføring fra flere dage er, at det ikke er hver dag, der sker udskillelse af larverne. Larverne kan også indimellem ses ved mikroskopi af en smule afføring, der lige er taget ud af endetarmen, fra hunden. Larverne fra parasitterne ses som 14-21 mm lange tynde orm.

Hjerteorm:
Livscyklus for hjerteormen:
Optagelsen sker ved, at hunden kommer til at æde sneglen, der indeholder larvestadier af parasitterne. I hunden aktiveres larverne af mavesaften, og de går gennem tarmvæggen ind i lymfeknuderne og efter 4-5 dage derfra med blodet til målorganerne, som er højre side af hjertet og de store kar til lungerne. Disse steder er de ca. 10 dage efter optagelsen. Efter 38-60 dage begynder de voksne parasitter at udskille æg, der klækkes, og bliver til larver, der føres til lungerne, hvor de hostes op, synkes og kommer til mave-tarmsystemet, som de udskilles fra.

Symptomer og hvilke hunde, der er i risikogruppen:
Det er ikke alle hunde, der er inficerede med hjerteormen, der viser symptomer på det. Der kan gå flere år, før symptomerne opstår. Disse hunde er derfor med til at vedligeholde smitten i omgivelserne. Hunde, der lever mange og tæt sammen som for eksempel i kenneler, er mere modtagelige for smitten. Infektion med hjerteormen ses hyppigst hos yngre hunde.

Hyppigste symptomer:

• Nedsat ædelyst
• Depression
• Nedsat tilvækst
• Vægttab
• Nedsat præstationsevne
• Hoste
• Besværet/hurtig vejrtrækning
• Forøget hjerterytme
• Opkast
• Væskeansamlinger

Der kan desuden ses lammelse af bagben, slinger gang og problemer med øjnene.

Hvis hunden er smittet:
Så behandles der med ormemiddel samt afhjælpning af de symptomer, der eventuelt er. Desuden skal ejer opsamle afføring fra hunden indtil den er rask, så der ikke sker videre smitte til omgivelserne og derved til andre hunde.

Lungeorm:
Livscyklus for lungeorm:
Det infektive larvestadie optages af hunden, ved at den æder snegle, der indeholder disse lungeorme larver. Larverne går derefter igennem tarmvæggen og over i blodet eller lymfen. Via blod og lymfevæske transporteres larverne til lungerne. Efter ca. 3 uger begynder de nu voksne lungeorm at lægge æg. De voksne orm lever i hunden i 8-9 måneder eller mere, hvis hunden ikke behandles.

Symptomer:
Der ses en kronisk fugtig hoste, hvor der hostes slim op, der kan være let nedsat ædelyst, men ellers ingen symptomer. Dette ligner meget en allergisk bronchitis, og der er derfor risiko for en fejldiagnose.

Hvis hunden er smittet:
Så behandles der med ormemiddel samt afhjælpning af de symptomer, der eventuelt er. Desuden skal ejer opsamle afføring fra hunden indtil den er rask, så der ikke sker videre smitte til omgivelserne og derved til andre hunde.

Kennelhoste

Kennelhoste, kaldes også infektiøs tracheobronchitis. Dette er ofte en blandingsinfektion af virus og Bordetella bronchiseptica, der er en bakterie. Der er flere forskellige virus, der kan være involveret i dette syndrom. Disse virus kan være parainfluenza, adenovirus, herpesvirus og reovirus.
Kennelhoste smitter meget let, smitten kan spredes med luften, efter en hund har nyst eller hostet, eller ved overførsel fra en person, foderskål eller lignende, der har været i kontakt med den smittede hund. Derfor er god hygiejne en vigtig foranstaltning for at undgå, at overføre smitten fra en hund til den næste- Nogle virus smitter også via afføringen. Kennelhoste ses især hos hunde, der har været i hundepension, er i kenneler eller sammen med mange andre hunde. Efter hunden har været udsat for smitte, går der 3-10 dage, før der ses symptomer.

Symptomer:

• Pludseligt opstået tør hoste, der bliver værre ved ophidselse eller motion.
• Hosten kan blive så slem, at hunden bagefter prøver at kaste op.
• Hunden forbliver for det meste frisk og har normal ædelyst.
• I nogle tilfælde ses flåd fra næse, der er slimet og eventuelt gult.
• Der kan også hostes slim op.
• I svære tilfælde ses nedsat ædelyst og feber.

Behandling:

• Det er ikke muligt at behandle virus infektioner.
• Hvis symptomerne er lette, er det ikke nødvendigt med en medicinsk behandling.
• Hostestillende tabletter, så som noskapin i håndkøb, kan gives, hvis hosten er tør, og der ikke hostes slim op.
• Hunden skal ikke motioneres, og ophidselse skal undgås.
• Blød kost, for at skåne svælget mest muligt, tørkosten kan opblødes med vand.
• Antibiotika i form af oxytetracyklin, doxycyclin eller trimetroprim-sulfa præparater har en god effekt på Bordetella bronchiseptica, hvorimod penicilliner og cephalosporiner ikke har en særlig god effekt på denne bakterie.

Efter 1-3 uger bliver hunden rask igen, og ofte er det ikke nødvendigt med en medicinsk behandling.

Vaccination er ikke mulig mod alle de virus og bakterier, der kan være involveret i dette syndrom, men en del af de virus, der er involveret, vaccineres derimod med kombinations vaccinerne, der gives en gang hvert til hvert andet år.

Smitsom leverbetændelse

Smitsom leverbetændelse hos hund skyldes et adenovirus. Denne sygdom ses heldigvis sjældent på grund af stor succes med vaccinationsprogrammerne for hunde. Virus er hårdfør og kan overleve flere uger ved stuetemperatur. Hunde med blivende infektionen kan udskille virus med urinen i op til 6 måneder. Denne virus kan føre til skader i nyrer og øjne og give det, der hedder blue eye, hvor der ses en blåfarvning af øjet. Virus optages gennem mund- og næsehulen. Herfra sker der en opformering af virus i mandlerne og i lymfeknuderne. Virus spredes derefter med blodet, og der sker videre opformering i lever, nyre, øjne og andre organer. Der er både en akut infektion og en blivende infektion, og begge former kan føre til nyreskade.

Symptomer:

• Feber, dette kan være det eneste symptom, der ses.
• Nogle hunde dør indenfor de første 24 timer, efter feberen er opstået.
• Nedstemt og slap hund.
• Ingen ædelyst.
• Øget tørst.
• Opkast og diarré.
• Betændelse i øjenslimhinden.
• Lysfølsomhed.
• Småblødninger i gummer og hud.
• Gulsot.
• Sjældent ses neurologiske tegn (nervesygdomme), der skyldes småblødninger i hjernen.
• Blue eye, hvis det forekommer, sker 1-3 uger efter , de først opståede symptomer er forsvundet.

Diagnosen:
Stilles ud fra en svaberprøve med en vatpind i hundens næsehule. Denne sendes derefter til et laboratorium, der udfører en analyse af denne svaberprøve.

Behandling:
Der er ingen direkte behandling af selve viraene, men der kan sættes ind med symptom behandling. Dette sikrer dog ikke hundens overlevelse. Derfor er det sikreste at sørge for at vaccinere hunden, så den ikke får sygdommen.

Hundesyge

Hundesyge, kaldes canine distemper på engelsk. Dette er en meget smitsom sygdom blandt hunde, der kan være mild til dødelig i sit forløb. Hos vaccinerede hunde ses kun et mildt forløb af sygdommen. Årsagen til hundesyge er et mobilivirus, der ikke klarer sig særlig godt udenfor værten, og derfor er nem at fjerne fra omgivelserne med milde desinfektionsmidler.

Smitte:
Hunden smittes via meget små dråber fra nys/hoste/savl, der spredes med luften. Der sker derefter en opformering af virus i mandler og lymfeknuder. Denne kraftige opformering af virus medfører en nedsat effekt af immunforsvaret. Hunde med et godt immunforsvar eller ved en virus stamme, der ikke fører til så voldsom sygdom, vil på dette stadie kunne komme af med viruset. Hvis hunden ikke kommer af med virus, kan der ske der en spredning til luftvejssystemet, huden, urinveje, mave-tarm kanal og hjernen. Symptomerne afhænger derfor af, hvilket system virus spredes til.

Symptomer:
Hunden får feber ca. 1 uge efter den er smittet. Så andre symptomer opstår først efter flere uger.

• Klar tyndt-tykt flåd fra næse og øjne.
• Hoste.
• Besvær ved vejrtrækning.
• Lungebetændelse.
• Opkast og diarré.
• Feber.
• Senere kan ses forhorning af huden.

2-4 uger efter den generaliserede sygdom, kan hunden tilsyneladende blive rask, men der er dog risiko for, at hunden udvikler sygdomme i nervesystemet. Dette tegner dårligt med hensyn til overlevelses chancer for hunden. Desuden er der risiko for hunde med en blivende infektion i hjerne-nervesystemet, der ikke nødvendigvis giver sig til kende, at hunden ,når den bliver ældre, udvikler en betændelse i hjernen. Hvalpe, der kommer sig, har ofte fejl i emaljen på tænderne.

Diagnose:
Sygdommen ses oftest hos unge, uvaccinerede hunde. Virus kan være svært at påvise i laboratoriet. Sygdomsforløbet kan også minde om kennelhoste , og derfor skal der skelnes mellem disse to sygdomme.

Behandling:
Der er ikke nogen specifik behandling, da virus ikke kan kureres. Derfor behandles kun på symptomerne, og så må hundens immunsystem klare resten. Derfor er vaccination vigtig!

PARVOVIRUS INFEKTION

Der er to parvovirus (CPV-1 & CPV-2), der kan smitte hunde, begge disse virus er meget stabile i miljøet og er derfor svære at fjerne med almindelige desinfektionsmidler fra omgivelser, hvor en smittet hund har været.

Smittevej og spredning i hunden:
Hunden smittes ved optagelse gennem munden, og der er også en risiko for smitte over moderkagen hos drægtige tæver. Efter optagelse sker der en opformering i lymfeknuderne, derefter kan der ske spredning med blodet til knoglemarv, tarmsystemet, lunger, lever eller nyre. Hvis hvalpe under 4 uger, der ikke er beskyttet via modermælken, smittes, er der også en risiko for spredning til hjertet. 4 dage efter infektionen ses symptomer på sygdom. Virus kan findes i afføringen allerede 3 dage efter infektion.

Symptomer:

• Starter med voldsomt opkast, der følges af nedstemthed og ingen ædelyst.
• 6-24 timer senere ses vandig og ofte blodig diarré.
• Feber.
• Der kan ses voldsomt vægttab.
• Nogle hunde dør indenfor de første 72 timer.
• Dødeligheden er størst hos hvalpene.
• Hvalpe, der får en infektion i hjertet, dør alle sammen indenfor få år, og 70 % af dem dør, inden de er 8 uger.

Behandling:
Der er ingen specifik behandling, da der ikke er stoffer, der slår virus ihjel. Derfor behandles ud fra de symptomer, der ses. Blandt andet væskebehandling, antibiotika for at hindre bakterie infektion oveni virus infektionen, stop af fodring de første 48 timer og derefter en diæt, der er beskyttende på mave-tarmkanalen.
Dette er årsagen til at vaccination er vigtig!

FODERPLAN VED DIARRE/OPKAST

Skånekost, specialfoder fra dyrlægen.

Alternativt:
Kogt ris eller pasta - helst godt udkogt
Kogt mager fisk
Kogt kylling uden skind og ben
Torskerogn
Fiskeboller

Gives som mange små måltider i stedet for et eller to store.

Kogt, afkølet vand.

Mælkesyrebakterier i form af zoolac eller pro-kolin, alternativt A-38 eller Cultura, gives flere gange om dagen.

Ved nedstemthed, smerter, blod i afføring/opkast eller varighed over 1 uge kontaktes dyrlægen